Barbet som lydighedschampion:
Da jeg fik Alma en lille Barbet pige (fransk vandhund) for godt 3,5 år siden, håbede jeg at vi skulle ud på en rejse sammen, en rejse i træningens navn – jeg vidste ikke i hvilken retning vi ville ende, måske tænkte jeg at det skulle være rally, for der havde jeg lidt erfaring i forvejen, men jeg måtte vente og se hvad Alma syntes var sjovt – for det er alfa og omega, at vi begge nyder det og har det sjovt, vi skal tage til træning med en logerende hale og et smil på læben..
Vi startede op på hvalpe hold da hun var 9 uger og har lige siden trænet på hold 2-3 gange om ugen, Alma elskede det – eller hun elskede i hvert fald godbidderne :-) og hun var lærenem, så tingene kom faktisk rimelig nemt til os, måske lige undtagen når hun skulle have noget i munden (apport og pind til næse søg). Hun var tydeligvis ikke klar over hun var en apporterende jagthund - men med tålmodighed kan alt læres. Alt gik over forventning lige indtil hun var omkring de 10 mdr., for da glemte hun lige pludselig ALT hvad hun havde lært. Og mig der ellers troede, at hun var klar til sin første lydighedsprøve Lp1, men heldigvis varede teenager alderen ikke evigt, og hun fik sin første lydigheds titel Lp1 4,5 måned senere.
Der var ingen tvivl. Vi havde fundet vores primære vej – selvom vi har lavet afstikkere undervejs (rally, udstilling, agility og blodspor) som hun for øvrigt også klarer rigtig godt; men det var lydigheden, der trak mest i os begge 2. Og jo bedre man bliver, jo svære bliver det faktisk også. Ikke kun med selve øvelserne, som egentlig kun er en lille del af det. Hvordan jeg agere på banen (er faktisk lige før det har været det vigtigste), hvor mange eller hvor få gentagelser man laver, hvor meget eller lidt skal der trænes og hvordan motivationen bedst bevares, er faktisk endnu mere vigtigt – for Alma arbejder ikke for at gøre mig glad, som visse andre racer er kendt for – hun arbejder, fordi hun syntes det er sjovt og syntes hun ikke det, ja så går hun bogstavelig talt sin vej. Det stiller virkelig krav til mig om at det hele tiden skal være spændene og det skal kunne betale sig for hende at arbejde, så ikke noget med at ”bare” give en godbid eller kaste en bold – jeg har virkelig skulle arbejde med det og lære og forny mig hele tiden – men det gør også, at det er spændene og man bliver virkelig stolt, når man kan se at vores arbejde bære frugt – og det gør det. Da hun er blevet 2 år og 1 md. havde vi også fået vores første Lp2 titel i hus – der efter begyndte vores arbejde virkelig at rykke, og vores samarbejde begyndte at være mere intens og jeg begyndte at opleve ”boblen” en gang imellem, som for mig er det fedeste, man kan opnå med sin hund – det er det øjeblik, hvor der kun er dig selv og hunden – resten af verden eksistere simpelthen ikke, det er så intens. Jeg tror man kun forstår det, hvis man selv har prøvet det – super fed følelse som kan gøre mig helt høj, og jeg kan leve videre på den følelse et par dage.
D. 8/8 2016 får vi vores første LP3 titel – Puha jeg var nervøs, ikke for hvad andre syntes eller for om Alma skulle lave en fejl, men mine egne forventninger til mig selv er enorme, og jeg ved at laver jeg fejl, så er der store chancer for at Alma også kommer til det - det med at være sin egen værste fjende, det levede jeg fuldstændig op til – men vi havde vores livs prøve og vi var i ”boblen” stort set det meste af prøven. Vi havde en fest sammen og vi bestod med super flotte point tal og blev bedst ud af 10 hunde. Kan vist godt sige, at jeg var sindssyg stolt af Alma – for hun beviste, at vi helt klart hørte til i klassen og vi har virkelig arbejdet for det og lagt rigtig mange timer i det. Med en Barbet kommer man ikke sovende til tingene – vi har også været udstyret med gode instruktører, der har kunnet opmuntre, vejlede og skælde ud, når det var nødvendigt :-) og det er altså guld værd.
Den 26/9 opnåde vi at blive Dansk lydigheds Champion (3 første præmier i Lp3) – Wow det var stort - og en helt fantastisk følelse, kan godt sige, at der blevet drukket champagne og spist kødben bagefter – Jeg havde følelsen, at vi virkelig fik vist, at vi kunne og at en Barbet helt klart hører til på en lydighedsbane!!
Hvor mange gange jeg har hørt, at jeg burde have valgt en rigtig hund (underforstået en Border Collie) er ikke så få. Så at vise, at andre racer (og en så ukendt race) faktisk også kan gøre sig gældende var en super oplevelse; men allervigtigst var måden, vi er kommet der til – det er kærlighed, sjov og ballade og positive træningsmetoder og måske en del tålmodighed, der har bragt os der til – hvilket er super vigtigt for mig. For mig har det været en fantastisk rejse – jeg har lært så meget - om træning generelt, om min fantastiske hund Alma og ikke mindst om mig selv på godt og ondt, og vores rejse er bestemt ikke slut – nye oplevelser ligger forude og venter på os og jeg glæder mig.
Forfatter: Michelle Buch Jensen
Vi startede op på hvalpe hold da hun var 9 uger og har lige siden trænet på hold 2-3 gange om ugen, Alma elskede det – eller hun elskede i hvert fald godbidderne :-) og hun var lærenem, så tingene kom faktisk rimelig nemt til os, måske lige undtagen når hun skulle have noget i munden (apport og pind til næse søg). Hun var tydeligvis ikke klar over hun var en apporterende jagthund - men med tålmodighed kan alt læres. Alt gik over forventning lige indtil hun var omkring de 10 mdr., for da glemte hun lige pludselig ALT hvad hun havde lært. Og mig der ellers troede, at hun var klar til sin første lydighedsprøve Lp1, men heldigvis varede teenager alderen ikke evigt, og hun fik sin første lydigheds titel Lp1 4,5 måned senere.
Der var ingen tvivl. Vi havde fundet vores primære vej – selvom vi har lavet afstikkere undervejs (rally, udstilling, agility og blodspor) som hun for øvrigt også klarer rigtig godt; men det var lydigheden, der trak mest i os begge 2. Og jo bedre man bliver, jo svære bliver det faktisk også. Ikke kun med selve øvelserne, som egentlig kun er en lille del af det. Hvordan jeg agere på banen (er faktisk lige før det har været det vigtigste), hvor mange eller hvor få gentagelser man laver, hvor meget eller lidt skal der trænes og hvordan motivationen bedst bevares, er faktisk endnu mere vigtigt – for Alma arbejder ikke for at gøre mig glad, som visse andre racer er kendt for – hun arbejder, fordi hun syntes det er sjovt og syntes hun ikke det, ja så går hun bogstavelig talt sin vej. Det stiller virkelig krav til mig om at det hele tiden skal være spændene og det skal kunne betale sig for hende at arbejde, så ikke noget med at ”bare” give en godbid eller kaste en bold – jeg har virkelig skulle arbejde med det og lære og forny mig hele tiden – men det gør også, at det er spændene og man bliver virkelig stolt, når man kan se at vores arbejde bære frugt – og det gør det. Da hun er blevet 2 år og 1 md. havde vi også fået vores første Lp2 titel i hus – der efter begyndte vores arbejde virkelig at rykke, og vores samarbejde begyndte at være mere intens og jeg begyndte at opleve ”boblen” en gang imellem, som for mig er det fedeste, man kan opnå med sin hund – det er det øjeblik, hvor der kun er dig selv og hunden – resten af verden eksistere simpelthen ikke, det er så intens. Jeg tror man kun forstår det, hvis man selv har prøvet det – super fed følelse som kan gøre mig helt høj, og jeg kan leve videre på den følelse et par dage.
D. 8/8 2016 får vi vores første LP3 titel – Puha jeg var nervøs, ikke for hvad andre syntes eller for om Alma skulle lave en fejl, men mine egne forventninger til mig selv er enorme, og jeg ved at laver jeg fejl, så er der store chancer for at Alma også kommer til det - det med at være sin egen værste fjende, det levede jeg fuldstændig op til – men vi havde vores livs prøve og vi var i ”boblen” stort set det meste af prøven. Vi havde en fest sammen og vi bestod med super flotte point tal og blev bedst ud af 10 hunde. Kan vist godt sige, at jeg var sindssyg stolt af Alma – for hun beviste, at vi helt klart hørte til i klassen og vi har virkelig arbejdet for det og lagt rigtig mange timer i det. Med en Barbet kommer man ikke sovende til tingene – vi har også været udstyret med gode instruktører, der har kunnet opmuntre, vejlede og skælde ud, når det var nødvendigt :-) og det er altså guld værd.
Den 26/9 opnåde vi at blive Dansk lydigheds Champion (3 første præmier i Lp3) – Wow det var stort - og en helt fantastisk følelse, kan godt sige, at der blevet drukket champagne og spist kødben bagefter – Jeg havde følelsen, at vi virkelig fik vist, at vi kunne og at en Barbet helt klart hører til på en lydighedsbane!!
Hvor mange gange jeg har hørt, at jeg burde have valgt en rigtig hund (underforstået en Border Collie) er ikke så få. Så at vise, at andre racer (og en så ukendt race) faktisk også kan gøre sig gældende var en super oplevelse; men allervigtigst var måden, vi er kommet der til – det er kærlighed, sjov og ballade og positive træningsmetoder og måske en del tålmodighed, der har bragt os der til – hvilket er super vigtigt for mig. For mig har det været en fantastisk rejse – jeg har lært så meget - om træning generelt, om min fantastiske hund Alma og ikke mindst om mig selv på godt og ondt, og vores rejse er bestemt ikke slut – nye oplevelser ligger forude og venter på os og jeg glæder mig.
Forfatter: Michelle Buch Jensen
Bracco Italiano er blevet international champion – INTCH:
En drøm er gået i opfyldelse – Ny International Champion
I 2010 blev jeg den lykkelige ejer af en Bracco Italiano. Min første bracco. Coccinella di Ala D’Oro aka Bianca blev hentet hjem som 8 ugers hvalp. Forventningerne var høje og vi var klar til et nyt kapitel og et nyt eventyr med en ny stående jagthunderace. Der kom dog hurtigt et bump i vejen på rejsen. 2 uger efter at Bianca var flyttet ind, blev vores lille verden derhjemme rystet noget så kraftigt, da min mand pludseligt tog på hans sidste rejse til de evige jagtmarker.
Men dette skulle ikke sætte en stopper for bracco eventyret!
Så træningen gik i gang og rejsen tog for alvor fat. En rejse der har bragt os rundt i Europa. Italien, Tyskland, Holland, Skotland osv. Altid med Bianca ved min side.
Vi deltog på lidt udstillinger herhjemme og i forsommeren 2011 gik rejsen til Italien. Vi deltog i S.A.B.I’s raduno i Caldes. Det bestod af både udstilling og en PAV test, Prova Attitudine Venetoria (naturlig anlægs test). En dejlig tur, som gav mere blod på tanden.
Allerede i december 2011, gik turen endnu engang til Italien. Det var blevet tid til at prøve kræfter med markprøverne. Og det gik jo egentlig slet ikke så ringe.....5 markprøver (herunder 1 i S.A.B.I regi) og 4 gange præmiering og excellent på den international udstilling i Erba. Vel hjemme igen, var vi nu klar til at stille i brugsklasse på udstillingerne. Flere udstillinger herhjemme og i udlandet. Dansk Champion og Tysk Champion blev det til.
Markprøverne i Italien fortsatte også.
Vi har i alt været på 13 markprøver dernede og har opnået følgende :
2 x CAC(T)
5 x Primo Excelente (1. Præmie og 1. Vinder)
1 x CQN og placering som nr 3.
4 x Molto Buono og placering som hhv. Nr 2, 3 (2 gange) og 4.
Samt Brevetto Di Riporto – Italiensk apporteringsbevis, som også er krævet.
Ud af i alt 13 starter har vi opnået præmiering i alt 10 gange.
Vi er blevet bedømt af dygtige internationale markprøvedommere fra Italien, Serbien og Kroatien.
For at opnå præmiering skal det hele gå op i en højere enhed ude i marken. Og der kan ikke opnåes præmiering, hvis ikke ens hund går som racebeskrivelsen foreskriver. Det vil altså sige, at for at opnå præmiering skal man selvfølgelig have en (perfekt) situation på fugl og da det er en bracco, skal den også trave som en bracco er skabt til. Ca. 90-95% af tiden under afprøvningen forventes det, at hunden traver i et velanlagt søg. I Italien bedømmes racerne efter hvordan de er skabt til at gå i marken/på jagten og som det beskrives i de respektive racestandarder. Dette har dommerne altid in mende under afprøvningen.
Senest har vi så udstillet på DKK’s internationale udstilling i Herning og det sidste gældende CACIB er kommet i hus. (vi havde egentlig nok CACIB’er fra forskellige dommere og lande, men pga reglen om ét år og én dag mellem første og sidste gældende CACIB kunne vi ikke tidligere ansøge om international champion)
Men nu er CACIB’et altså i hus og vi kan nu ansøge FCI om godkendelse af titlen International Champion med markprøvepræmiering.
En rejse, der har ført os vidt, bredt og langt og som nu viser sig på sin smukkeste form i marken, på de mange jagter vi er på, i løbet af året. For det er herude, at det hele går op i en højere enhed for mig og min hund. Der er ikke noget ret meget smukkere end at se en bracco gøre det, den er skabt til og at se glæden i hunden ved at få lov til at arbejde. En smilende glad hund, er jeg næsten sikker på jeg kan se, når hun passere forbi under søget efter vildt J
En rejse der forhåbentlig fortsætter de næste mange år.
International Champion (INTCH), C.I.B, Dansk Champion (DKCH), Tysk Champion (DEVDHCH), Dansk Vidner 2015 (DKV15) VDH-Rassebester Dortmund 2012, VDH-Frühjahrs Sieger 2013, markprøvepræmieret Coccinella di Ala D’Oro (Bianca) og ejer/fører Lisbeth Bo Dichov Lund.
Forfatter: Lisbeth Dichov Lund
I 2010 blev jeg den lykkelige ejer af en Bracco Italiano. Min første bracco. Coccinella di Ala D’Oro aka Bianca blev hentet hjem som 8 ugers hvalp. Forventningerne var høje og vi var klar til et nyt kapitel og et nyt eventyr med en ny stående jagthunderace. Der kom dog hurtigt et bump i vejen på rejsen. 2 uger efter at Bianca var flyttet ind, blev vores lille verden derhjemme rystet noget så kraftigt, da min mand pludseligt tog på hans sidste rejse til de evige jagtmarker.
Men dette skulle ikke sætte en stopper for bracco eventyret!
Så træningen gik i gang og rejsen tog for alvor fat. En rejse der har bragt os rundt i Europa. Italien, Tyskland, Holland, Skotland osv. Altid med Bianca ved min side.
Vi deltog på lidt udstillinger herhjemme og i forsommeren 2011 gik rejsen til Italien. Vi deltog i S.A.B.I’s raduno i Caldes. Det bestod af både udstilling og en PAV test, Prova Attitudine Venetoria (naturlig anlægs test). En dejlig tur, som gav mere blod på tanden.
Allerede i december 2011, gik turen endnu engang til Italien. Det var blevet tid til at prøve kræfter med markprøverne. Og det gik jo egentlig slet ikke så ringe.....5 markprøver (herunder 1 i S.A.B.I regi) og 4 gange præmiering og excellent på den international udstilling i Erba. Vel hjemme igen, var vi nu klar til at stille i brugsklasse på udstillingerne. Flere udstillinger herhjemme og i udlandet. Dansk Champion og Tysk Champion blev det til.
Markprøverne i Italien fortsatte også.
Vi har i alt været på 13 markprøver dernede og har opnået følgende :
2 x CAC(T)
5 x Primo Excelente (1. Præmie og 1. Vinder)
1 x CQN og placering som nr 3.
4 x Molto Buono og placering som hhv. Nr 2, 3 (2 gange) og 4.
Samt Brevetto Di Riporto – Italiensk apporteringsbevis, som også er krævet.
Ud af i alt 13 starter har vi opnået præmiering i alt 10 gange.
Vi er blevet bedømt af dygtige internationale markprøvedommere fra Italien, Serbien og Kroatien.
For at opnå præmiering skal det hele gå op i en højere enhed ude i marken. Og der kan ikke opnåes præmiering, hvis ikke ens hund går som racebeskrivelsen foreskriver. Det vil altså sige, at for at opnå præmiering skal man selvfølgelig have en (perfekt) situation på fugl og da det er en bracco, skal den også trave som en bracco er skabt til. Ca. 90-95% af tiden under afprøvningen forventes det, at hunden traver i et velanlagt søg. I Italien bedømmes racerne efter hvordan de er skabt til at gå i marken/på jagten og som det beskrives i de respektive racestandarder. Dette har dommerne altid in mende under afprøvningen.
Senest har vi så udstillet på DKK’s internationale udstilling i Herning og det sidste gældende CACIB er kommet i hus. (vi havde egentlig nok CACIB’er fra forskellige dommere og lande, men pga reglen om ét år og én dag mellem første og sidste gældende CACIB kunne vi ikke tidligere ansøge om international champion)
Men nu er CACIB’et altså i hus og vi kan nu ansøge FCI om godkendelse af titlen International Champion med markprøvepræmiering.
En rejse, der har ført os vidt, bredt og langt og som nu viser sig på sin smukkeste form i marken, på de mange jagter vi er på, i løbet af året. For det er herude, at det hele går op i en højere enhed for mig og min hund. Der er ikke noget ret meget smukkere end at se en bracco gøre det, den er skabt til og at se glæden i hunden ved at få lov til at arbejde. En smilende glad hund, er jeg næsten sikker på jeg kan se, når hun passere forbi under søget efter vildt J
En rejse der forhåbentlig fortsætter de næste mange år.
International Champion (INTCH), C.I.B, Dansk Champion (DKCH), Tysk Champion (DEVDHCH), Dansk Vidner 2015 (DKV15) VDH-Rassebester Dortmund 2012, VDH-Frühjahrs Sieger 2013, markprøvepræmieret Coccinella di Ala D’Oro (Bianca) og ejer/fører Lisbeth Bo Dichov Lund.
Forfatter: Lisbeth Dichov Lund
Første Bracco Italiano på Fuldbrugsprøve:
Vi nåede målet;
Jeg hedder Rikke Pyndt Brøndum og er den stolte og glade ejer af racen Bracco Italiano. BiancoRossos Bruno Cipolla, i daglig tale kaldet Alfredo.
Alfredo er en rigtig arbejdsglad hund. Jeg har brugt ham på almindelige jagter; men også gået til mange forskellige prøver med ham. Lige fra markprøver, schweissprøver, ræveslæb samt vand- og apporteringsprøver. Mit mål har hele tiden været at kunne træne ham op til en fuldbrugsprøve, fordi jeg synes, det er det ypperste man kan komme til. Fuldbrugsprøven viser, at man har en alsidig jagthund. For at kunne komme til en fuldbrugsprøve skal man have en 1. præmiering i åben klasse på en markprøve og en 1. præmiering på en 3 timers schweissprøve. Da jeg vidste, at jeg havde mulighed for at kunne melde mig til en fuldbrugsprøve, gik jeg i gang med træningen godt et halvt år i forvejen. Vi trænede for at få konditionen i top og fuldbrugsprøvens forskellige discipliner. Til prøven, som er over to dage, skal man igennem 7 forskellige discipliner. En markprøve hvor der skal skydes fugl, en schweissprøve, et ræveslæb, apportering i vand, et skovsøg, apportering på land og en lydigheds test.
Det jeg havde hørt fra andre, der tidligere havde været til fuldbrugsprøve var, at hundene virkelig kunne blive presset, fordi de skulle igennem mange forskellige ting på en dag med meget lidt tid imellem. Hundene skal kunne omstille sig fra det ene til det andet på kort tid. Så det var vigtigt først at træne konditionen, dernæst koncentrationen og så prøve at ”presse” sin hund i løbet af træningsperioden for at se, om den kan holde til niveauet.
Så træningen gik hårdt i gang, men jeg prøvede hele tiden også at passe på, ikke at overtræne, det var en balance som man virkelig skal tænke over. Og det er vigtigt man kender sin hund, så man ikke ødelægger noget hen af vejen.
Så kom dagen hvor det hele skulle testes af. De dømmer prøven efter et point system, hvor man i nogle af disciplinerne skal have max point for at få en præmiering. I andre af disciplinerne gør det ikke noget, at man mister lidt. Men uanset hvad, gælder det jo bare om at gøre det bedste man kan hele vejen igennem. Men som alle hundeejere ved, så går det jo ikke altid som man tror, fordi det er dyr man har med at gøre.
Alfredo arbejdede godt begge dage, der var nogle ting, som kunne have været bedre, og derfor endte vi med en 3. præmiering. Vi havde faktisk point nok til en 2. præmiering men fordi vi havde mistet point på en af de øvelser, hvor man skal have max point, ryger man ned af præmie skalaen. Men bare det, at være til prøven og så oveni købet få en præmiering med hjem, var så stort for mig. Så jeg var meget glad og stolt af min hund. Plus at være den første Bracco Italiano, der står på en fuldbrugsprøve, det kan man da også kun være stolt over.
Det er en fantastisk prøve at være med til, og det er virkelig spændene og intenst. Man får virkelig testet sin hund af. Er den udholdende nok til to pressede dages arbejde. Det er ihvertfald ikke sidste gang jeg har lyst til at prøve kræfter med det. Samtidig er det hyggeligt samvær med de andre hundefolk og der er ingen konkurrence imellem folk. Det er så dejligt, at man kan rose hinanden eller lige give et skulderklap, hvis det er gået dårligt. Det er også derfor, at en prøvedag bliver til en dejlig dag. Og det bedste er bare at se sin hund arbejde og være glad.
Forfatter: Rikke Pyndt Brøndum
Jeg hedder Rikke Pyndt Brøndum og er den stolte og glade ejer af racen Bracco Italiano. BiancoRossos Bruno Cipolla, i daglig tale kaldet Alfredo.
Alfredo er en rigtig arbejdsglad hund. Jeg har brugt ham på almindelige jagter; men også gået til mange forskellige prøver med ham. Lige fra markprøver, schweissprøver, ræveslæb samt vand- og apporteringsprøver. Mit mål har hele tiden været at kunne træne ham op til en fuldbrugsprøve, fordi jeg synes, det er det ypperste man kan komme til. Fuldbrugsprøven viser, at man har en alsidig jagthund. For at kunne komme til en fuldbrugsprøve skal man have en 1. præmiering i åben klasse på en markprøve og en 1. præmiering på en 3 timers schweissprøve. Da jeg vidste, at jeg havde mulighed for at kunne melde mig til en fuldbrugsprøve, gik jeg i gang med træningen godt et halvt år i forvejen. Vi trænede for at få konditionen i top og fuldbrugsprøvens forskellige discipliner. Til prøven, som er over to dage, skal man igennem 7 forskellige discipliner. En markprøve hvor der skal skydes fugl, en schweissprøve, et ræveslæb, apportering i vand, et skovsøg, apportering på land og en lydigheds test.
Det jeg havde hørt fra andre, der tidligere havde været til fuldbrugsprøve var, at hundene virkelig kunne blive presset, fordi de skulle igennem mange forskellige ting på en dag med meget lidt tid imellem. Hundene skal kunne omstille sig fra det ene til det andet på kort tid. Så det var vigtigt først at træne konditionen, dernæst koncentrationen og så prøve at ”presse” sin hund i løbet af træningsperioden for at se, om den kan holde til niveauet.
Så træningen gik hårdt i gang, men jeg prøvede hele tiden også at passe på, ikke at overtræne, det var en balance som man virkelig skal tænke over. Og det er vigtigt man kender sin hund, så man ikke ødelægger noget hen af vejen.
Så kom dagen hvor det hele skulle testes af. De dømmer prøven efter et point system, hvor man i nogle af disciplinerne skal have max point for at få en præmiering. I andre af disciplinerne gør det ikke noget, at man mister lidt. Men uanset hvad, gælder det jo bare om at gøre det bedste man kan hele vejen igennem. Men som alle hundeejere ved, så går det jo ikke altid som man tror, fordi det er dyr man har med at gøre.
Alfredo arbejdede godt begge dage, der var nogle ting, som kunne have været bedre, og derfor endte vi med en 3. præmiering. Vi havde faktisk point nok til en 2. præmiering men fordi vi havde mistet point på en af de øvelser, hvor man skal have max point, ryger man ned af præmie skalaen. Men bare det, at være til prøven og så oveni købet få en præmiering med hjem, var så stort for mig. Så jeg var meget glad og stolt af min hund. Plus at være den første Bracco Italiano, der står på en fuldbrugsprøve, det kan man da også kun være stolt over.
Det er en fantastisk prøve at være med til, og det er virkelig spændene og intenst. Man får virkelig testet sin hund af. Er den udholdende nok til to pressede dages arbejde. Det er ihvertfald ikke sidste gang jeg har lyst til at prøve kræfter med det. Samtidig er det hyggeligt samvær med de andre hundefolk og der er ingen konkurrence imellem folk. Det er så dejligt, at man kan rose hinanden eller lige give et skulderklap, hvis det er gået dårligt. Det er også derfor, at en prøvedag bliver til en dejlig dag. Og det bedste er bare at se sin hund arbejde og være glad.
Forfatter: Rikke Pyndt Brøndum
