Barbet (French Water Dog):
Racebeskrivelse af Tanja Lørup i samarbejde med Anette Bak Frederiksen.
Frankrig står opført som racens oprindelsesland i FCI standarden, men barbet’en er en meget gammel race med mange forskellige fortællinger om oprindelse. Den hyppigste fortælling er, at maurerne bragte den til Frankrig i 700-tallet fra Nordafrika.
Historie:
Navnet Barbet har i mange århundreder været fællesbetegnelse for hunde med en lang, krøllet, ulden pels og betyder på fransk ”skæg” (reference til barbet’ens fine skæg). Den er sandsynligvis mest kendt som forfaderen til vore dages velkendte puddel og de krøllede vandhunde som portugisisk vandhund, irsk vandspaniel og amerikansk vandspaniel (ifølge George Louis Buffons bog ”Histoire Naturelle” fra 1750).
Desuden har man i Spanien, Frankrig og Italien fremavlet mange af nutidens langhårede racer som Briard, Bearded Collie og Griffoner ved at krydse barbeter med lokale hunde.
Newfoundlandshundenes store vandglæde siges ligeledes at stamme fra barbet’en.
Historie:
Navnet Barbet har i mange århundreder været fællesbetegnelse for hunde med en lang, krøllet, ulden pels og betyder på fransk ”skæg” (reference til barbet’ens fine skæg). Den er sandsynligvis mest kendt som forfaderen til vore dages velkendte puddel og de krøllede vandhunde som portugisisk vandhund, irsk vandspaniel og amerikansk vandspaniel (ifølge George Louis Buffons bog ”Histoire Naturelle” fra 1750).
Desuden har man i Spanien, Frankrig og Italien fremavlet mange af nutidens langhårede racer som Briard, Bearded Collie og Griffoner ved at krydse barbeter med lokale hunde.
Newfoundlandshundenes store vandglæde siges ligeledes at stamme fra barbet’en.
Oprindeligt formål:
Alt afhængig af land og behov blev barbet’en i 700-tallet og opefter brugt som vagt, jagt- og selskabshund for bønder i Sydeuropa. Den blev hurtigt populær pga. dens mellemstørrelse (= forholdsvis beskedne foderudgifter) og et roligt, selvstændigt, afbalanceret temperament, samt lyst til at være mere selskabelig end mange af de lokale hunde.
Dens primære arbejdsopgaver var ledsager til jægere som stødende og apporterende hund, særligt i vådområder. Derfra kommer det franske udtryk ”être crotté comme un Barbet”, mudret som en Barbet, med reference til dens beskidte pels efter en hel dags jagt i de store sump-/vådområder.
Dens store vandglæde var også værdsat af sømænd, hvor den blev en tro følgesvend og assistent (meget lig den portugisiske vandhund i nabolandet). Arbejdsopgaverne bestod af at hente alt der faldt i vandet, nedskudte fugle så vel som fiskeredskaber m.m.
I slutningen af 1800 tallet faldt barbet’ens popularitet drastisk, da man begyndte at prioritere nogle af de racer, som var udsprunget af den: Pudlen foretrak man som selskabshund, sømændene valgte newfoundlænderen og jægere den ruhårede hønsehund. samtidig uddøde den næsten under 2. verdenskrig (som rigtig mange andre hunderacer). Der var kun 2 opdrættere tilbage i Frankrig, som har arbejdet for at fremavle den barbet, vi ser i dag.
FCI standarden blev skrevet i 1965, hvor barbet’en hørte under FCI gruppe 7 Stående fuglehunde. I 1989 godkendte FCI at flytte den til gruppe 8 Retrievere, stødende jagthunde og vandhunde.
Egenskaber og anvendelse:
Nutidens opdrættere lægger stor vægt på at bevare barbet’ens oprindelighed. Det betyder, at den stadig i dag er en fremragende apportør både i vand og på land. Den kan derudover bruges som stødende fuglehund og nogle kan endda tage stand til forskel fra de andre jagthunde i samme kategori.
Jagt er dog ikke den eneste passende anvendelse for denne race. Pga. dens store arbejdsiver, selvstændighed og samarbejdsvillighed har dens anvendelse næsten ingen grænser: Lydighed (også på konkurrenceplan), agility, spor, søge trøfler (ligesom sin slægtsbroder Lagotto Romagnolo), udstilling og terapihund. Af alle aktiviteter elsker den mest aktiviteter med fart over feltet, hvor den kan bruge sin næse og springe højt. Bare husk på, at den skal bruges. Den slapper bedst af efter en god dags arbejde.
Alt afhængig af land og behov blev barbet’en i 700-tallet og opefter brugt som vagt, jagt- og selskabshund for bønder i Sydeuropa. Den blev hurtigt populær pga. dens mellemstørrelse (= forholdsvis beskedne foderudgifter) og et roligt, selvstændigt, afbalanceret temperament, samt lyst til at være mere selskabelig end mange af de lokale hunde.
Dens primære arbejdsopgaver var ledsager til jægere som stødende og apporterende hund, særligt i vådområder. Derfra kommer det franske udtryk ”être crotté comme un Barbet”, mudret som en Barbet, med reference til dens beskidte pels efter en hel dags jagt i de store sump-/vådområder.
Dens store vandglæde var også værdsat af sømænd, hvor den blev en tro følgesvend og assistent (meget lig den portugisiske vandhund i nabolandet). Arbejdsopgaverne bestod af at hente alt der faldt i vandet, nedskudte fugle så vel som fiskeredskaber m.m.
I slutningen af 1800 tallet faldt barbet’ens popularitet drastisk, da man begyndte at prioritere nogle af de racer, som var udsprunget af den: Pudlen foretrak man som selskabshund, sømændene valgte newfoundlænderen og jægere den ruhårede hønsehund. samtidig uddøde den næsten under 2. verdenskrig (som rigtig mange andre hunderacer). Der var kun 2 opdrættere tilbage i Frankrig, som har arbejdet for at fremavle den barbet, vi ser i dag.
FCI standarden blev skrevet i 1965, hvor barbet’en hørte under FCI gruppe 7 Stående fuglehunde. I 1989 godkendte FCI at flytte den til gruppe 8 Retrievere, stødende jagthunde og vandhunde.
Egenskaber og anvendelse:
Nutidens opdrættere lægger stor vægt på at bevare barbet’ens oprindelighed. Det betyder, at den stadig i dag er en fremragende apportør både i vand og på land. Den kan derudover bruges som stødende fuglehund og nogle kan endda tage stand til forskel fra de andre jagthunde i samme kategori.
Jagt er dog ikke den eneste passende anvendelse for denne race. Pga. dens store arbejdsiver, selvstændighed og samarbejdsvillighed har dens anvendelse næsten ingen grænser: Lydighed (også på konkurrenceplan), agility, spor, søge trøfler (ligesom sin slægtsbroder Lagotto Romagnolo), udstilling og terapihund. Af alle aktiviteter elsker den mest aktiviteter med fart over feltet, hvor den kan bruge sin næse og springe højt. Bare husk på, at den skal bruges. Den slapper bedst af efter en god dags arbejde.
Karakter/temperament:
Barbet’en er en ligevægtig hund, hverken aggressiv eller tilbageholdende overfor mennesker og artsfæller (med udgangspunkt i en korrekt stimulering og socialisering). Den har siden tidernes morgen samarbejdet med mennesket og beskrives som loyal, hengiven, glad, et stort legebarn (til tider lidt fjollet) og intelligent. Den knytter sig stærkt til sin ejer.
En ægte barbet skal være rolig, når der ikke sker noget og klar med det samme, når der skal arbejdes. Den skal optræde verdensvant og møde nye situationer med ro i sindet.
Men vær opmærksom på, at den kræver livslang træning, motion og aktivering for at bevare et sundt sind og helbred. Ellers vil den finde måder at aktivere sig selv, og det er måske ikke lige den aktivering, du havde tænkt dig.
Barbet’ens svage sider er, at der findes så få af racen på verdensplan, at der er en forhøjet risiko for indavl. Der har været tilfælde af barbet’er, som har været mere sky end foreskrevet i standarden og visse tilfælde med utrolig stort jagtinstinkt, hvilket kan blive et problem, hvis hunden ikke skal bruges til jagt.
Den lille genetiske variation kan også få indflydelse på racens sundhed, hvor primært epilepsi kan opleves som en udfordring i racen. Ved seriøs og gennemtænkt avl forsøger opdrættere at undgå avl på linier, der har vist tegn på epilepsi.
Familiehund:
Barbet’en er en fortrinlig familie- og børnehund til den aktive familie, som kender lidt til hundesprog, træning, stimulering og lederskab. Forudsat en korrekt stimulering er den tålmodig og venlig overfor børn. Dog bør børn have en vis størrelse, for den elsker at tumle og kan nemt vælte et lille barn omkuld af bare iver.
Den egner sig ikke til ældre eller svage, som ønsker en selskabs/sofahund, da den kræver meget motion og er en stærk hund. Man skal sikre sig, at man har fysikken til at håndtere den (ikke at man skal lægge arm med den, men har man gigt i fingrene kan den fx være svær at holde i snor, hvis den ser vand eller en fasanJ).
Selv om det er en aktiv race, kan den sagtens acceptere en hel dag i sofaen eller sengen, hvis den normalerweise får udløb for sin energi.
Barbet’en er en ligevægtig hund, hverken aggressiv eller tilbageholdende overfor mennesker og artsfæller (med udgangspunkt i en korrekt stimulering og socialisering). Den har siden tidernes morgen samarbejdet med mennesket og beskrives som loyal, hengiven, glad, et stort legebarn (til tider lidt fjollet) og intelligent. Den knytter sig stærkt til sin ejer.
En ægte barbet skal være rolig, når der ikke sker noget og klar med det samme, når der skal arbejdes. Den skal optræde verdensvant og møde nye situationer med ro i sindet.
Men vær opmærksom på, at den kræver livslang træning, motion og aktivering for at bevare et sundt sind og helbred. Ellers vil den finde måder at aktivere sig selv, og det er måske ikke lige den aktivering, du havde tænkt dig.
Barbet’ens svage sider er, at der findes så få af racen på verdensplan, at der er en forhøjet risiko for indavl. Der har været tilfælde af barbet’er, som har været mere sky end foreskrevet i standarden og visse tilfælde med utrolig stort jagtinstinkt, hvilket kan blive et problem, hvis hunden ikke skal bruges til jagt.
Den lille genetiske variation kan også få indflydelse på racens sundhed, hvor primært epilepsi kan opleves som en udfordring i racen. Ved seriøs og gennemtænkt avl forsøger opdrættere at undgå avl på linier, der har vist tegn på epilepsi.
Familiehund:
Barbet’en er en fortrinlig familie- og børnehund til den aktive familie, som kender lidt til hundesprog, træning, stimulering og lederskab. Forudsat en korrekt stimulering er den tålmodig og venlig overfor børn. Dog bør børn have en vis størrelse, for den elsker at tumle og kan nemt vælte et lille barn omkuld af bare iver.
Den egner sig ikke til ældre eller svage, som ønsker en selskabs/sofahund, da den kræver meget motion og er en stærk hund. Man skal sikre sig, at man har fysikken til at håndtere den (ikke at man skal lægge arm med den, men har man gigt i fingrene kan den fx være svær at holde i snor, hvis den ser vand eller en fasanJ).
Selv om det er en aktiv race, kan den sagtens acceptere en hel dag i sofaen eller sengen, hvis den normalerweise får udløb for sin energi.
Træning:
Træning er både en nødvendighed og fornøjelse for at skabe en god relation mellem hund og ejer. Og barbet’en kræver megen træning! Ikke fordi den er tungnem, men fordi den har et stort behov for fysisk og mental stimulering. Som udgangspunkt elsker en barbet al træning med fart over feltet og variation!
Start tidligt med lydighed og relationsøvelser, både for at stimulere hunden og for at opbygge et godt lederskab gennem samarbejde. Barbet’en forventer, at du træder i karakter som en god, konsekvent og interessant leder, ellers går den sine egne veje. Husk bløde træningsmetoder, der fremmer motivation og samarbejdsvilje. En barbet vil ikke finde sig i hårde metoder og svarer igen.
Svømning ligger naturligt til racen, så det kan du påbegynde i en tidlig alder. Det er godt for at opbygge muskler, men husk at tage hensyn til, at hunden ikke er færdigudvokset.
Apportering ligger også naturligt for racen og kan trænes fra hvalp, men vær opmærksom på, at hunden skifter tænder ved 4-5 måneders alderen. Måske er hunden ikke så tilbøjelig til at ville tage noget i munden på dette tidspunkt, da det kan gøre ondt.
Spor kan du også begynde med fra hvalp. Barbet’en elsker at bruge sin næse, og så er det fantastisk mentalstimulering.
Når hunden er 1-1,5 år kan du stille og roligt begynde på soft agility og videre til rigtig agility når hunden er færdigudvokset (2-2,5 år). De elsker at springe og derfor kunne dette være en fantastisk variation til jagttræning.
Som fuldvoksen er der ingen grænser for, hvad en barbet kan udføre af opgaver. Men husk at variere træningen, så træningen (og du) forbliver interessant og sjov. Den er utrolig lærenem og gider ikke for mange gentagelser.
Vær opmærksom på at den kan blive frustreret, hvis den ikke forstår, hvad du forlanger af den. Så sørg for tydeligt og sikkert kropssprog.
Pelshund:
Barbet’en er en pelshund og kræver børstning min. 1 gang om ugen. Man kan opleve, at pelsen filtrer ekstra meget, når den skifter fra unghunde- til voksenpels, men omkring 2 års alderen bør voksenpelsen være vokset helt ud, og herfra bliver pelsplejen lidt nemmere.
For at undgå denne udfordring i skiftet mellem hvalpe- og voksenpels, så kan det anbefales at klippe pelsen helt i bund når hvalpen er ca. 10 måneder. Det styrker samtidig den nyudvoksede voksenpels.
Pelsen vokser 1 cm om måneden, og man kan klippe pelsen i bund 1-2 gange om året. Til gengæld fælder den ikke, men taber kun et par totter ad gangen, som nemt kan samles op. Hvis hunden ikke skal bruges til udstilling, kan man holde pelsen kortklippet hele året rundt og hermed minimere børstningen.
Der vokser hår i øregangen, og der er lidt uenighed om, hvorvidt disse hår skal plukkes for at undgå øreinfektion. Tidligere anbefalede man at plukke ørerne, men i dag foretrækker de fleste at lade ørerne være.
Popularitet:
Der findes mindre end 1000 barbet’er på verdensplan, størstedelen (ca. 300) i Frankrig.
Men opdrættere oplever en stigende interesse, især i Skandinavien. Spørger man folk på gaden, er racen stadig ukendt for de fleste og der skal også kigges langt efter den i det danske gadebillede. Der findes endnu ingen danske opdrættere, så ønsker man sig en barbet, skal man kigge udenfor landets grænser.