Den tyske blodhund
af Anna Egede
af Anna Egede
Den Bayerske Bjergschweisshund er en af hundeverdenens rendyrkede specialister. Kun én eneste ting er denne tyske blodhund beregnet til, nemlig at følge sporet efter såret klovbærende vildt.
Den Bayerske Bjergschweisshund er en ægte specialist. Som mange af jagthunderacerne er også Bayeren, som den kaldes blandt sine tilhængere, opstået som et resultat af et praktisk behov hos jægere, nemlig behovet for en virkelig fremragende hund, som efter skuddet med stor sikkerhed kan spore og aflive et anskudt dyr. I mere end hundrede år er denne race således blevet fremavlet med kun dette ene formål for øje.
Den Bayerske Bjergschweisshund er derfor om nogen primært en brugshund, og racen egner sig ikke til at blive holdt kun som selskabshund. Tilføjes skal det dog, at såfremt den Bayerske Bjergschweisshund får lov til at bruge sin fantastiske næse på spor, så kan den sagtens leve et almindeligt familieliv resten af tiden. Faktisk er Bayeren en af de jagthunderacer, som i udpræget grad ynder at dele sine menneskers liv. Racen evner således, uden problemer, at sove i sengen og være hyggehund i hjemmet, for så – når eftersøgningsriflen og den lange schweissline kommer frem – at omstille sig til en effektiv schweisshund. En schweisshund, som ihærdigt – time efter time om nødvendigt – udreder lange, svære spor i al slags vejr og ditto terræn, for, om det kræves, slutteligt at hetze og affange det sårede vildt.
De tyske støvere
Den Bayerske Bjergschweisshunds historie går helt tilbage til middelalderen, hvor man havde fremavlet en let jagthundetype, der senere skulle genopstå som den Bayerske Bjergschweisshund. Disse hunde gik dengang under betegnelsen ”Bracke” (støver), og var den tyske pendant til de engelske ”Hounds”. Især var den adelige familie Törring i slutningen af det 14. - og begyndelsen af det 15. århundrede vidt berømt for sit opdræt af disse hunde. En af hundene fra Grev Törrings linjer er afbildet på et dokument fra 1589, og hvis man ser bort fra nogle hvide aftegn, ligner denne hund fuldstændig en nutidig Bayersk Bjergschweisshund. På daværende tidspunkt var man dog endnu ikke begyndt at arbejde med hunde, hvis primære funktion lå efter skuddet. Dengang blev hundene – ført i den lange rem – brugt til at vise jægeren hvor vildtet havde stået. Disse hunde, som gik under betegnelsen spurihunt (sporhund) eller leitihunt (ledehund) arbejdede på frisk, sund fod, og deres funktion var at finde vildtet, så jægeren kunne nedlægge det.
I takt med at skydevåben blev mere og mere almindelige, og jagten mere specialiseret, opstod behovet for hunde, som kunne opspore såret vildt. Op mod år 1800 begyndte man derfor at avle på de mest sporfaste af det man dengang kaldte ”gebirgsbracken” (bjergstøvere). Et navn, som den Bayerske Bjergschweisshund i øvrigt bibeholdt helt frem til anden halvdel af det 19. århundrede.
Den Bayerske Bjergschweisshund er derfor om nogen primært en brugshund, og racen egner sig ikke til at blive holdt kun som selskabshund. Tilføjes skal det dog, at såfremt den Bayerske Bjergschweisshund får lov til at bruge sin fantastiske næse på spor, så kan den sagtens leve et almindeligt familieliv resten af tiden. Faktisk er Bayeren en af de jagthunderacer, som i udpræget grad ynder at dele sine menneskers liv. Racen evner således, uden problemer, at sove i sengen og være hyggehund i hjemmet, for så – når eftersøgningsriflen og den lange schweissline kommer frem – at omstille sig til en effektiv schweisshund. En schweisshund, som ihærdigt – time efter time om nødvendigt – udreder lange, svære spor i al slags vejr og ditto terræn, for, om det kræves, slutteligt at hetze og affange det sårede vildt.
De tyske støvere
Den Bayerske Bjergschweisshunds historie går helt tilbage til middelalderen, hvor man havde fremavlet en let jagthundetype, der senere skulle genopstå som den Bayerske Bjergschweisshund. Disse hunde gik dengang under betegnelsen ”Bracke” (støver), og var den tyske pendant til de engelske ”Hounds”. Især var den adelige familie Törring i slutningen af det 14. - og begyndelsen af det 15. århundrede vidt berømt for sit opdræt af disse hunde. En af hundene fra Grev Törrings linjer er afbildet på et dokument fra 1589, og hvis man ser bort fra nogle hvide aftegn, ligner denne hund fuldstændig en nutidig Bayersk Bjergschweisshund. På daværende tidspunkt var man dog endnu ikke begyndt at arbejde med hunde, hvis primære funktion lå efter skuddet. Dengang blev hundene – ført i den lange rem – brugt til at vise jægeren hvor vildtet havde stået. Disse hunde, som gik under betegnelsen spurihunt (sporhund) eller leitihunt (ledehund) arbejdede på frisk, sund fod, og deres funktion var at finde vildtet, så jægeren kunne nedlægge det.
I takt med at skydevåben blev mere og mere almindelige, og jagten mere specialiseret, opstod behovet for hunde, som kunne opspore såret vildt. Op mod år 1800 begyndte man derfor at avle på de mest sporfaste af det man dengang kaldte ”gebirgsbracken” (bjergstøvere). Et navn, som den Bayerske Bjergschweisshund i øvrigt bibeholdt helt frem til anden halvdel af det 19. århundrede.
|
|
De første schweisshunde
Den første gang man støder på hunde, som udelukkende avles og bruges til schweissarbejde er i 1812, hos fyrst Thurn und Taxis, som havde et omfattende opdræt af schweisshunde. I 1850´erne og -60´erne blev mange af de store, bayerske jagtrevirer således forsynet med schweisshunde fra det Taxiske revir, Thiergarten, og denne type hund blev dermed vidt udbredt i Bayern. I de bjergrige, og ofte svært tilgængelige, bayerske jagtrevirer, hvor en forendt kronhjort i princippet kan ligge gemt i tæt buskads to meter fra jægeren uden at denne opdager dyret, blev schweisshundene snart en uundværlig del af jagten.
Ret hurtigt indså man dog, at det bjergrige Bayern krævede en mindre, og dermed mere adræt, schweisshund end det havde været tilfældet for de oprindelige, og noget tunge, bracke-typer.
Joseph, friherre til Karg-Bebenburg, var manden, som, op mod år 1900, samlede de forskellige stammer af de såkaldte ”gebirgsbracken” og påbegyndte et rent avlsarbejde, der mundede ud en hund, som lignede den oprindelige gebirgsbracke, blot var den netop mindre og lettere. Den Bayerske Bjergschweisshund – næsten som vi kender den i dag – var dermed en realitet. Racens stamfar, en hanhund ved navn ”Hirschmann I”, som var den første Bayerske Bjergschweisshund, der blev optaget i den tyske hundestambog, var da også opdrættet af friherre von Karg.
I 1912 grundlagde man ”Klüb für Bayrische Gebirgsschweisshunde”, en klub, der eksisterer den dag i dag, og som er den eneste anerkendte specialklub for Bayersk Bjergschweisshund i Tyskland. Allerede i 1921 afholdt klubben sin første store schweissprøve på kunstig fært, dvs. blod fra Kronvildt.
Den bayerske Bjergschweisshund kom til Danmark i midten af 1980`erne, og det første kuld Bayerske Bjergschweisshunde herhjemme blev født i 1991. Det tog lidt tid for racen at finde fodfæste i Danmark, men indenfor de seneste 10 år er racen blevet tiltagende populær, og i dag findes der rigtig mange Bayerske Bjergschweisshunde i det danske schweisshunderegister.
Ikke for nybegyndere
Den Bayerske Bjergschweisshund er ikke en nybegynderhund. Det er absolut ikke en hund, der er egnet til førstegangshundeejere, og heller ikke velegnet til folk, som for første gang skal arbejde med at træne og uddanne en schweisshund. Hvor mærkeligt det end kan lyde, så er det faktisk sværere at træne spor med en Bayersk Bjergschweisshund end det er med en hund af allround-racerne, som fx labrador eller ruhår. Dette paradoks skyldes, at Bayeren er så overlegen på spor, at den uerfarne hundefører oftest vil være tilbøjelig til at lave sporarbejdet for nemt og dermed for kedeligt for en Bayer – og så kommer man ingen vegne.
Den Bayerske Bjergschweisshund er en sjov blanding af en sensibel, følsom hund og en barsk jæger. Man skal huske, at denne hund er fremavlet, ikke blot til at kunne arbejde på spor i timevis, den har også, i sin karakter, mod og skarphed nok til uforfærdet at tage kampen op med så farligt vildt som eksempelvis anskudte vildsvin.
Af sind er den Bayerske Bjergschweisshund en venlig, humørfyldt hund, der knytter sig meget stærkt til sin ejer – og ofte kun til denne person, mens Bayeren overfor alle andre mennesker typisk er temmelig reserveret. Den Bayerske Bjergschweisshund er en meget selvstændig hund, som er fuldstændig uinteresseret i apportering eller lydighedstræning – en Bayersk Bjergschweisshund har kun en altoverskyggende interesse, nemlig at få lov til at bruge sin uovertrufne næse.
|
|
Bayeren på sporet
At få racens fremragende sporegenskaber til for alvor at komme til sin ret kræver at man arbejder med og omgås sin Bayer på en venlig og rolig måde. På schweisssporet har den Bayerske Bjergschweisshund sin helt egen facon. Bayeren går stille, og meget roligt, på sporet, og korte, nemme spor tager Bayeren ofte på en måde, der for det uerfarne øje ser decideret nonchalant ud. Jo længere og sværere sporet bliver, jo mere koncentreret og målrettet arbejder den Bayerske Bjergschweisshund, og den er meget sporfast. Sjældent vil en Bayer være mere end en meter eller to fra det spor den arbejder på. En anden ting, der er karakteristisk for den Bayerske Bjergschweisshund på spor er, at den ”stempler” undervejs. Det vil sige, at hver gang Bayeren finder blod, knoglestumper eller lign. på sporet, så sætter den næsen ned og markerer tydeligt sit fund, hvilket er en stor hjælp for schweisshundeføreren. Selvom den Bayerske Bjergschweisshund ikke er en stor hund, så er den fuldt ud i stand til at hetze (løbe efter) det anskudte vildt og enten nedlægge det, eller stille det så schweisshundeføreren kan aflive det.
Mange Bayerske Bjergschweisshunde er det man kalder ”totverbellere”, dvs. at de, når de har fundet vildtet, bliver stående ved det forendte vildt og gøer indtil schweisshundeføreren når frem. Det er muligvis denne egenskab, der gør, at den Bayerske Bjergschweisshund, også i hverdagen, generelt er mere gøende end så mange andre jagthunde.
En ægte jæger
Den Bayerske Bjergschweisshund er en ægte jæger – og en jæger med stærke jagtdrifter. Ikke underligt da racen, i over hundrede år, har været avlet udelukkende på baggrund af brugsegenskaber. I racens barndom lagde man vægt på at hundene havde den nødvendige størrelse, adræthed, hurtighed og skarphed kombineret med en fremragende næse. Egenskaber, som man stadig vægter højest når man avler Bayerske Bjergschweisshunde. Forunderligt nok er det dog også lykkedes at skabe en race, som – udover de nævnte brugsegenskaber – ikke alene eksteriørmæssigt er ret ens, men også særdeles smuk. Den Bayerske Bjergschweisshund er således en elegant, sporty hund, som ved sit ydre betager mange. Man skal dog ikke tage fejl. Denne smukke hund er først og fremmest en brugshund, hvis vigtigste livsindhold er at bruge sin fantastiske næse. På spor efter anskudt, eller på anden måde såret, vildt er den Bayerske Bjergschweisshund alle andre racer overlegen. Om sporet er et par timer eller et par dage gammelt betyder mindre. Denne race har en så sublim næse og en så stor sporpassion, at en veltrænet Bayer, der kan sin metier, med en dygtig fører i den anden ende af den lange line, den finder stort set altid sit vildt.
Bayersk Bjergschwisshund på nettet:
www.schweiss.dk
www.kbgs.de
Bayersk Bjergschweisshund
Oprindelsesland: Tyskland
Højde: hanner 47-52 cm, tæver: 44-48 cm
Farver:Dybrød, hjortefarvet, rødbrun, rødgul, også grågul til lysblond, rødgrå som kronvildtets vinterpels, også flammet eller brindlet. På ryggen er grundfarven mest intens. Næseparti og ører er mørke. Halen er for det meste isprængt mørkere hår. En lille, hvid plet på brystet (”Bracke-stjerne”) er tilladt.
Pels: Tæt, glat tilliggende, moderat ru, ikke særlig glansfuld. På hoved og ører er hårlaget mere fint, på bug, ben og hale er det længere og mere groft.
Bayersk Bjergschweisshund hører til i gruppen af drivende hunde og schweisshunde (FCI grp.6)
Bayersk Bjergschweisshund kaldtes tidligere Bayersk Vildtsporhund
At få racens fremragende sporegenskaber til for alvor at komme til sin ret kræver at man arbejder med og omgås sin Bayer på en venlig og rolig måde. På schweisssporet har den Bayerske Bjergschweisshund sin helt egen facon. Bayeren går stille, og meget roligt, på sporet, og korte, nemme spor tager Bayeren ofte på en måde, der for det uerfarne øje ser decideret nonchalant ud. Jo længere og sværere sporet bliver, jo mere koncentreret og målrettet arbejder den Bayerske Bjergschweisshund, og den er meget sporfast. Sjældent vil en Bayer være mere end en meter eller to fra det spor den arbejder på. En anden ting, der er karakteristisk for den Bayerske Bjergschweisshund på spor er, at den ”stempler” undervejs. Det vil sige, at hver gang Bayeren finder blod, knoglestumper eller lign. på sporet, så sætter den næsen ned og markerer tydeligt sit fund, hvilket er en stor hjælp for schweisshundeføreren. Selvom den Bayerske Bjergschweisshund ikke er en stor hund, så er den fuldt ud i stand til at hetze (løbe efter) det anskudte vildt og enten nedlægge det, eller stille det så schweisshundeføreren kan aflive det.
Mange Bayerske Bjergschweisshunde er det man kalder ”totverbellere”, dvs. at de, når de har fundet vildtet, bliver stående ved det forendte vildt og gøer indtil schweisshundeføreren når frem. Det er muligvis denne egenskab, der gør, at den Bayerske Bjergschweisshund, også i hverdagen, generelt er mere gøende end så mange andre jagthunde.
En ægte jæger
Den Bayerske Bjergschweisshund er en ægte jæger – og en jæger med stærke jagtdrifter. Ikke underligt da racen, i over hundrede år, har været avlet udelukkende på baggrund af brugsegenskaber. I racens barndom lagde man vægt på at hundene havde den nødvendige størrelse, adræthed, hurtighed og skarphed kombineret med en fremragende næse. Egenskaber, som man stadig vægter højest når man avler Bayerske Bjergschweisshunde. Forunderligt nok er det dog også lykkedes at skabe en race, som – udover de nævnte brugsegenskaber – ikke alene eksteriørmæssigt er ret ens, men også særdeles smuk. Den Bayerske Bjergschweisshund er således en elegant, sporty hund, som ved sit ydre betager mange. Man skal dog ikke tage fejl. Denne smukke hund er først og fremmest en brugshund, hvis vigtigste livsindhold er at bruge sin fantastiske næse. På spor efter anskudt, eller på anden måde såret, vildt er den Bayerske Bjergschweisshund alle andre racer overlegen. Om sporet er et par timer eller et par dage gammelt betyder mindre. Denne race har en så sublim næse og en så stor sporpassion, at en veltrænet Bayer, der kan sin metier, med en dygtig fører i den anden ende af den lange line, den finder stort set altid sit vildt.
Bayersk Bjergschwisshund på nettet:
www.schweiss.dk
www.kbgs.de
Bayersk Bjergschweisshund
Oprindelsesland: Tyskland
Højde: hanner 47-52 cm, tæver: 44-48 cm
Farver:Dybrød, hjortefarvet, rødbrun, rødgul, også grågul til lysblond, rødgrå som kronvildtets vinterpels, også flammet eller brindlet. På ryggen er grundfarven mest intens. Næseparti og ører er mørke. Halen er for det meste isprængt mørkere hår. En lille, hvid plet på brystet (”Bracke-stjerne”) er tilladt.
Pels: Tæt, glat tilliggende, moderat ru, ikke særlig glansfuld. På hoved og ører er hårlaget mere fint, på bug, ben og hale er det længere og mere groft.
Bayersk Bjergschweisshund hører til i gruppen af drivende hunde og schweisshunde (FCI grp.6)
Bayersk Bjergschweisshund kaldtes tidligere Bayersk Vildtsporhund